Fundats for Fonden Danske Veteranhjem
Realdania stiftede den 19. maj 2010 en almenvelgørende fond (fonden) efter forudgående
samarbejde med Forsvarsministeriet, den daværende Forsvarskommando og Danske Soldater- og Marineforeninger (DSM). Danmark har siden 1948 udsendt over 60.000 personer fra Forsvaret, der har virket og stadig virker i dansk tjeneste i udlandet. Efter hjemkomst lider nogle af veteranerne af fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, som hæmmer en normal livsførelse.
For at kunne yde støtte og hjælp til veteraner og deres pårørende, har fonden indtil videre etableret fem veteranhjem i Danmark, som drives af fonden og er et fristed for alle veteraner og pårørende. Arbejdet med afholdelse af aktiviteter på veteranhjemmene er primært baseret på frivillighed, som med værdighed og kammeratskab står for veteranhjemmenes daglige aktiviteter, herunder med stor støtte fra de lokale støtteforeninger. Aktiviteterne understøtter sociale fællesskaber, modvirker ensomhed og knytter relationer veteraner og pårørende imellem. Fonden tilbyder en række landsdækkende aktiviteter, ligesom veteranhjemmene også danner ramme for andre aktørers tilbud til veteraner og pårørende. Det er endvidere, efter en individuel vurdering, muligt at bo gratis på veteranhjemmene i kortere eller længere tid. Alle veteraner og deres pårørende har adgang til Fondens tilbud.
Forsvarsministeriet finansierer en stor del af den daglige drift, og fondens sekretariat, som ledes af en direktør, står som centralt styringsorgan for veteranhjemmene og som modtager af etablerings-, anlægs- og driftstilskud. Disse anvendes og fordeles efter behov til de enkelte veteranhjem. Det enkelte veteranhjem har desuden selv mulighed for at indsamle midler, som øremærkes til veteranhjemmets aktiviteter.
På denne baggrund er der fastsat følgende opdaterede fundatsbestemmelse for fonden.
Navn
§ 1
Stk. 1. Fondens navn er Fonden Danske Veteranhjem.
Hjemsted
§ 2
Stk. 1. Fondens hjemsted er Odense.
Formål
§ 3
Stk. 1. Fondens formål er at yde støtte og hjælp til veteraner og pårørende, at være et fristed for
alle veteraner og pårørende, samt gennemføre relevante aktiviteter. Alle veteraner og pårørende er velkomne på fondens veteranhjem.
Stk. 2. Med henblik på opfyldelse af fondens formål kan fonden eje og leje fast ejendom
(veteranhjem), der vederlagsfrit stilles til rådighed for brugerne heraf samt de lokalt etablerede
støtteforeninger, til afholdelse af aktiviteter for veteraner og pårørende.
Stk. 3. Hvis behovet for veteranhjem i Danmark efter bestyrelsens bedømmelse ikke længere
eksisterer eller ikke vurderes at have behov for støtte, kan fonden støtte øvrige almennyttige og
almenvelgørende formål i Danmark i tråd med formålet, som tilgodeser veteraner eller generelle
bygningsforbedrende og arkitektoniske hensyn inden for det byggede miljø.
Grundkapital
§ 4
Stk. 1. Fondens grundkapital bestod ved oprettelsen af kr. 300.000, der er indbetalt kontant.
Efterfølgende er grundkapitalen forøget med en gave på kr. 3.300.000, således grundkapitalen
samlet udgør kr. 3.600.000.
§ 5
Stk. 1. Fondens aktiver skal lyde på fondens navn og så vidt muligt noteres som tilhørende denne.
Stk. 2. Bestyrelsen afgør, hvorledes fondens midler skal anbringes og investeres, idet bestyrelsen dog kun med fondsmyndighedens samtykke må foretage eller medvirke til ekstraordinære dispositioner, der kan medføre risiko for, at fundatsen ikke kan overholdes.
Bestyrelse
§ 6
Stk. 1. Fonden ledes af en bestyrelse på syv til ni medlemmer.
Stk. 2. Medlemmer til bestyrelsen udpeges på følgende måde:
a) Forsvarsministeren udpeger op til fem medlemmer.
b) Danske Soldater- og Marineforeningers Fællesråd udpeger op til to
medlemmer.
c) Et Foreningsråd bestående af lokalformændene for de lokale støtteforeninger,
der er stiftet af fonden, udpeger blandt sig op til to medlemmer.
Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmer udpeges for en 3-årig periode. Sammensætningen af bestyrelsen
finder sted på det møde, hvor regnskabet for sidste regnskabsår behandles og godkendes.
Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmerne kan genudpeges.
Stk. 5. Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet.
Stk. 6. Bestyrelsen konstituerer sig selv i forhold til formand, næstformand og øvrige relevante
poster.
Stk. 7. Fondens bestyrelse vedtager relevante retningslinjer for samarbejdet mellem fondens
bestyrelse, støtteforeninger og fondens sekretariat. Derudover godkender fondens bestyrelse de
regelsæt, som finder anvendelse overfor veteraner, pårørende og andres ophold på veteranhjem
eller deltagelse i afholdte aktiviteter.
Stk. 8. Direktøren fungerer som sekretær for bestyrelsen.
§ 7
Stk. 1. Formanden indkalder efter behov bestyrelsen til møde, hvilket som udgangspunkt vil være fire årlige bestyrelsesmøder. På opfordring af mindst tre bestyrelsesmedlemmer skal formanden med op til tre ugers varsel indkalde bestyrelsen.
Stk. 2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Alle
beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens – og i
dennes fravær næstformandens – stemme afgørende.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 4. Bestyrelsen fører en protokol over sine beslutninger. Protokollen underskrives efterfølgende elektronisk af alle medlemmer. Et medlem, som ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen. Medlemmer, som ikke deltager i mødet, underskriver, at de er blevet bekendtgjort med beslutningerne.
Stk. 5. Protokollen er offentlig, dog ikke i personfølsomme eller medarbejderrelaterede sager.
Daglig ledelse
§ 8
Stk. 1. Bestyrelsen ansætter en direktør til at forestå den daglige ledelse af fonden, sikre driften af sekretariatet, de enkelte veteranhjem og afholdelse af aktiviteter.
Stk. 2. Direktøren har bemyndigelse til, indenfor en af bestyrelsen fastsat ramme, at ansætte andet lønnet personale – herunder en leder til hvert veteranhjem.
Stk. 3. Driften og administrationen af fonden kan efter bestyrelsens beslutning ske i samarbejde
med andre fonde eller virksomheder.
Stk. 4. Direktøren kan deltage på fondens bestyrelsesmøder.
Tegningsret
§ 9
Stk. 1. Fonden tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i forening, hvoraf den ene skal være
formanden, eller af direktøren i forening med formanden.
Stk. 2. Bestyrelsen kan meddele prokura til andre.
Årsrapport og revision
§ 10
Stk. 1. Bestyrelsen skal hvert år lade udarbejde en årsrapport med årsregnskab, ledelsesberetning og ledelsespåtegning i overensstemmelse med årsregnskabsloven. Årsrapporten skal give et retvisende billede af fondens virksomhed, dens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultat.
Stk. 2. Et eksemplar af den godkendte årsrapport sendes til Forsvarsministeriet umiddelbart efter, at den er godkendt af bestyrelsen, samt offentliggøres på fondens hjemmeside.
§ 11
Stk. 1. Fondens regnskabsår er kalenderåret.
§ 12
Stk. 1. Fondens regnskaber revideres af en af bestyrelsen valgt statsautoriseret revisor.
Midlernes anvendelse
§ 13
Stk. 1. Bestyrelsen disponerer over fondens midler. Bestyrelsen anvender midlerne efter eget skøn til fremme af de i § 3 nævnte formål.
Stk. 2. Bestyrelsen skal foretage rimelige henlæggelser til konsolidering af fonden.
§ 14
Stk. 1. Anvendelse, herunder uddeling eller udlån, kan kun ske af følgende midler:
a) Årsresultatet, overført overskud fra tidligere år og andre reserver, der ikke er bundne, efter fradrag af udækket underskud og pligtige hensættelser.
b) Kapitalnedsættelsesbeløb, såfremt grundkapitalen måtte blive nedsat
Ændring af fundatsen
§ 15
Stk. 1. Ændringer af fundatsen kan vedtages af bestyrelsen, hvis der i bestyrelsen er 2/3 flertal af
de afgivne stemmer herfor. I det omfang det er påkrævet efter lovgivningen, skal
fondsmyndighedens samtykke indhentes.
Stk. 2. Bestyrelsen kan med fondsmyndighedens godkendelse beslutte at opløse fonden, hvis der i bestyrelsen er 2/3 flertal af de afgivne stemmer herfor.
Stk. 3. I tilfælde af opløsning skal fondens formue uddeles til fremme af de formål, der fremgår af §3.
